Medvirkende i Gremlins

Kan én lille, pelsklædt julegave virkelig forvandle en stille amerikansk provinsby til et kaotisk mareridt? Hvis du har set Gremlins – eller blot hørt rygterne om den ikoniske regel “Aldrig fodre efter midnat” – kender du allerede svaret. I Joe Dantes kultklassiker fra 1984 mødes fantasy, gyser og skæv komedie i en uforglemmelig cocktail af hygge og horribel ballade, der gang på gang lokker publikum tilbage i sofaen.

I denne artikel stiller vi skarpt på de mennesker (og stemmer), der giver liv til både de elskelige Mogwai’er og de rædselsvækkende gremlins – lige fra Zach Galligan og Phoebe Cates foran kameraet til Howie Mandel, Frank Welker og hele det spraglede stemmecorps bag kulissen. Vi kigger også på de farverige biroller, overraskende cameos (ja, Steven Spielberg ruller forbi!) og det erfarne hold bag kameraet, der forvandlede Chris Columbus’ manuskript til én af 80’ernes mest sælsomt charmerende julefilm.

Så spænd sikkerhedsbæltet, lad popcornene stå (hellere sikkert end sultent efter midnat) – og dyk ned i vores komplette guide til medvirkende i Gremlins. Hvem ved? Måske opdager du et nyt favoritansigt i det blink-og-du-misser-det-øjeblik, næste gang du trykker “play”.

Gremlins: Kort overblik og handling

I en sneklædt, idyllisk amerikansk småby folder Gremlins (1984) sig ud som en blanding af juleeventyr, monster-gyser og kulsort slapstick-komedie. Instruktør Joe Dante leger bevidst med genrerne og giver publikum det klassiske ”familiefilm-setup” – for så at smide en håndgranat af kaos midt i hyggen.

Udgangspunktet er enkelt: opfinderen Randall Peltzer finder et pelsklædt væsen i et skummelt Chinatown-antikvariat. Dyret kaldes en Mogwai, og Randall køber det som den perfekte – og noget alternative – julegave til sin søn Billy. Med købet følger tre ufravigelige regler:

1. Hold den væk fra stærkt lys.
2. Lad den aldrig komme i kontakt med vand.
3. Aldrig fodre efter midnat.

Reglerne lyder måske som uskyldig eksotisk overtro, men de bliver hurtigt filmens motor. Da Billy uforvarende bryder dem, formerer den godmodige Mogwai, Gizmo, sig – og de nye unger klækker som tandkræ af slimede kokon-pupper. Resultatet er en hær af ondskabsfulde, reptillignende gremlins, der kaster sig ud i morderisk juleballade: de synger skæve julesange, manipulerer byens el-net og forvandler den hyggelige Main Street til et neonoplyst mareridt.

Tonen skifter konstant mellem sødme og chok. Ét øjeblik er publikum forelsket i Gizmos store øjne og pibende stemme; det næste kaster man sig tilbage i sædet, når Stripe – leder af gremlins – flænser sig vej gennem lærredet med motorsav eller popcornmaskine. Filmen læner sig op ad klassiske monsterfilm, men drypper dem i 80’er-popkultur og Looney Tunes-humor (komplet med cameos fra animationslegenden Chuck Jones og producent Steven Spielberg).

Det er netop denne der har gjort Gremlins til evergreen. De enkle, men ikoniske regler fungerer både som plot-drivkraft og som en drillende påmindelse om, hvor skrøbelig grænsen mellem hverdag og rædsel kan være – især, når man leger med gaver, man ikke helt forstår.

Hovedrollerne og deres karakterer

Billy Peltzer spilles af Zach Galligan og fungerer som filmens moralske centrum. Den unge bankassistent er hverken helt barn eller fuldvoksen – et klassisk Spielberg/Dante-protagonistvalg – og hans naive begejstring for den søde Mogwai Gizmo driver historien frem. Undervejs må Billy gå fra passiv til handlekraftig, da han indser, at ansvaret for Gizmo også betyder ansvaret for de kaotiske gremlins, han uforvarende slipper løs. Galligan giver figuren en jordbunden charme, så publikum kan spejle sig i hans fejltrin og sejrsglæder.

Phoebe Cates portrætterer Kate Beringer, Billys kollega og stille kærlighedsinteresse. Kate er mere realistisk og har – som hendes berygtede julemonolog afslører – allerede fået livets barske sider at føle. I mødet med gremlins-kaosset bliver hun dog alt andet end hjælpeløs; hun tager initiativ, holder hovedet koldt og viser, at hun og Billy er et godt team, både romantisk og strategisk. Cates balancerer det sårbare og det beslutsomme, hvilket giver figuren dybde langt ud over den typiske “girl next door”.

Familien Peltzer fuldendes af Randall “Rand” Peltzer, spillet af den karakteristiske western-sanger og skuespiller Hoyt Axton. Rand er opfinderen med de uheldige gadgets – en kærlig, men fraværende far, der ofte er mere optaget af messer end af jul derhjemme. Det er hans velmenende, men forcerede køb af Gizmo, der udløser hele katastrofen. Axtons varme baryton og godmodige fjummeri giver filmen sit hjerte – og en påmindelse om, at gode intentioner ikke altid rækker.

Som moderfiguren Lynn Peltzer får Frances Lee McCain lov at vende den traditionelle hjemmegående husmorrolle på hovedet. Da gremlinsene invaderer køkkenet, bliver Lynn til en resolut action-mor, der effektivt gør det af med flere monstre, inden Billy kommer hende til undsætning. Hendes beskyttende instinkt over for familien viser, hvor Billy har sin ukuelighed fra, og skaber et af filmens mest mindeværdige – og mørkt morsomme – øjeblikke.

Tilsammen udgør skuespillerne et troværdigt, relaterbart mikro-univers midt i filmens sprælske horror-komik. Publikum følger dem fra hverdagsidyl over voksende mistanke til regulær belejringstilstand, og deres personlige vækst – fra opfindsomhed og mod til samarbejde og ansvar – forankrer “Gremlins” i menneskelige følelser, selv når alt omkring dem kammer over i anarki.

Stemmerne bag Mogwai og gremlins

Selv om Gremlins i høj grad er et praktisk effekt-show med avancerede hånddukker, er det stemmearbejdet, der for alvor vækker både Mogwai og de senere gremlins til live. Hver eneste pib, knurren og lattermild skingren er timet og tone­angivet, så publikum skiftevis smelter af nuttethed og hopper i sædet af gru.

Howie Mandel lægger stemme til den elskelige Gizmo og giver den lille pelsklump et næsten barnligt register med bløde konsonanter og nynnende sanglinjer. Mandels baggrund som stand-up-komiker gør, at han kan improvisere små vokale «reaktioner», der føles spontane. Når Gizmo eksempelvis nynner «♪Bright light… no!♪» eller udbryder et forsigtigt «uh-oh», er det Mandels falset, som placerer figuren et sted mellem kæledyr og lillebror – og hele filmens følelsesmæssige anker.

Den diametrale modsætning er alfahan-gremlinen Stripe, skabt af lydtroldmanden Frank Welker. Welker – kendt som stemmen bag alt fra Scoobys bjæf til Decepticons’ metalliske buldren – leverer en raslen af hæse skrig, klukkende latter og bidske hvæs, som får Stripe til at virke både dyrisk og sært menneskelig. Kontrasten mellem Mandels bløde Gizmo-lyde og Welkers aggressive gengæld smeder filmens tonalitet: sødmefuld julestemning over for anarkistisk splatterkomik.

Omkring de to hovedspor folder et helt kor af vokalartister sig ud:

Fred Newman blander clicks og gurglen, der ofte bruges som kollektiv baggrundsstøj i biograf­scenerne, mens Mark Dodson tilfører de mere ondsindede gremlins en rå cackling-latter, som især dominerer barsekvensen. Mester i menneskelige lydeffekter Michael Winslow (fra Politiskolen) kaster lynhurtige slapstick-brudstykker ind – et glas der klirrer, en mikroskopisk belch – som giver scenarierne et hyperaktivt tempo. Peter Cullen (senere kendt som Optimus Prime) leverer dybere, resonante brøl, der understøtter filmens mere horror-tunge øjeblikke, mens Bob Bergen – dengang relativt ukendt – tilføjer høje, nasale skrig og små ‘cartoony’ talemåder, der kælent nikker til klassisk Looney Tunes-humor.

Instruktør Joe Dante lod voice-holdet indspille i grupper, så skuespillerne kunne «spille bold» med hinanden. De mange lag af improviserede vokallyde blev herefter klippet, dubbet og pitch-justeret, indtil hver gremlin fremstod som en unik – men stadig kollektiv – personlighed. Resultatet er en lydside, der konstant veksler mellem babyagtig charme og ren, uregerlig kaos. Lytter man nøje, kan man høre, hvordan Gizmos sagte julekolde blev samplet og spejlvendt som et dæmonisk kor, når gremlinerne senere går amok i biografen – en subtil lydlig metafor for den skæbnesvangre midnatsfodring.

Det er netop denne lydlige dobbelthed, der har gjort Gremlins til en juleklassiker med bid. Stemmerne er ikke blot baggrunds­støj; de er filmens puls, der styrer publikums latter og chok i samme åndedrag – og beviser, at selv de mest avancerede dukker først bliver levende, når de får en stemme.

Biroller, kultfavoritter og cameos

Selv om Gremlins er båret af Billy, Gizmo og de øvrige hovedfigurer, er filmens puls i høj grad skabt af et farverigt galleri af bipersoner og ikoniske gæsteoptrædener. Disse medvirkende giver Kingston Falls liv – og tilfører samtidig filmen den kultglans, som gør den til obligatorisk jule-(gen)kig.

Murray og Sheila Futterman – small-town paranoia med charme
Dick Miller var allerede kultnavn gennem Roger Corman-film, da han fik rollen som den lettere konspiratoriske krigsveteran Murray Futterman. Hans tirader om «fremmed teknologi» (og sneplove fra Kentucky) er et komisk højdepunkt – og fungerer som et tidligt varsel om den forestående gremlin-kaos. Jackie Joseph spiller den godmodige hustru Sheila, der med lun varme jordforbinder de mere vanvittige scener. Sammen blev de så populære, at de vender tilbage i efterfølgeren Gremlins 2.

Byens mest frygtede bankkunde: Ruby Deagle
Polly Holliday, kendt som den skrappe servitrice «Flo» fra tv-serien Alice, forvandler sig her til filmens menneskelige skurk, Ruby Deagle. Med jernhård kulde og en leverpostejsgrå puddel på armen truer hun både Billys familie og de lokale børn – indtil karma (og et par gremlins) får skubbet hende ud af et sneklædt vindue på dramatisk vis.

Mr. Wing – moralsk kompas og filmens samvittighed
Veteranskuespilleren Keye Luke låner tyngde til Mr. Wing, antikvitetsforhandleren der advarer om Mogwaiens regler. Hans rolige autoritet sætter filmens mytologi på plads og tilføjer et strejf af klassisk eventyrstemning.

Gerald Hopkins – yuppie før der var yuppier
Judge Reinhold leverer 80’er-sleaze som Gerald Hopkins, Billys selvfede kollega i banken. Figuren er en velplaceret satire over Wall Street-mentaliteten og giver publikum en menneskelig «skurk light», før de egentlige monstre bryder løs.

Pete Fountaine – venskabet der starter balladen
Den dengang 12-årige Corey Feldman spiller Pete, nabo­drengen med juletræskostume, som utilsigtet hjælper Gizmo med at formere sig. Feldmans sprællevende spillestil giver filmen barnlig energi – og forudsagde hans senere status som 80’er-ikon i film som The Goonies.

Cameos og «blink-og-du-mister-det»-øjeblikke
Joe Dante fylder filmen med små nik til filmnørder:

• Steven Spielberg – producer og Amblin-boss ses kørende rundt i en el-kørestol under opfinder-messen.
• Jerry Goldsmith – filmens komponist venter utålmodigt ved en telefonboks på samme messe.
• Chuck Jones – legendarisk Looney Tunes-instruktør, der hilser pænt på Billy i bankens ventesofa; en passende anerkendelse af filmens tegnefilmsagtige slapstick.
• Jonathan Banks (senere kendt som Mike i Breaking Bad) dukker op som den lakoniske politibetjent Deputy Brent.
• Hold øje med Robbie the Robot fra Forbidden Planet, der ruller forbi på opfindermessen – med stemme af Marvin Miller.
• Flere lokale tv-personligheder – bl.a. Tom Bergeron – toner kort frem som reportere, hvilket forstærker fornemmelsen af, at hele byen følger med i det voksende kaos.

Disse korte gæsteoptrædener er ikke bare sjove easter eggs; de understreger Joe Dantes kærlighed til filmhistorien og hans legesyge blanding af gys, tegnefilm og popkultur. Næste gang du ser Gremlins, så sæt filmen på pause under opfinder­messen – chancen for at spotte endnu en kendt skikkelse er større, end du tror.

Bag kameraet på Gremlins

Bag kulisserne på Gremlins finder man en sammentømret kerne af filmfolk, der allerede inden 1984 havde markeret sig som mestre i at blande gys med humor. Instruktøren Joe Dante kom fra kultsuccesen Piranha og var frisk fra varulvebraget The Howling, da han fik Chris Columbus’ skør-søde manuskript i hænderne. Dante omfavnede øjeblikkeligt idéen om en julefilm med bid og skruede, sammen med sit faste hold af klippere og effektfolk, tempoet op til 106 hektiske minutter.

Producer Michael Finnell havde allerede arbejdet tæt med Dante og fungerede som limen mellem instruktøren og det større studiemaskineri. Han sørgede for, at de kostbare animatronics – skabt af makeup-guruen Chris Walas – fik både tid og penge nok til at udvikle Gizmo og de senere så kaotiske gremlins. Tilfredshedsbarometeret blev holdt højt af filmens executive producer Steven Spielberg, der under sit Amblin-banner tog projektet ind i varmen og gav det den familievendte, men stadig farlige tone, studiet var kendt for.

Set fra et forretningsmæssigt synspunkt var Warner Bros. Pictures drivkraften bag distributionen. Studiet pressede på for premiere 8. juni 1984 – samme weekend som Ghostbusters – og satsede på, at publikum var klar til monsterkaos i sommervarmen. Det var de; filmen indtjente sin beskedne produktionspris mange gange og etablerede en ny formel for familiegyset, som senere titler som Critters og Small Soldiers (også af Dante) trak på.

Selve optagelserne foregik hovedsageligt på Warner-kulisserne i Burbank, Californien, hvor man byggede den snehvide småby Kingston Falls (optaget på samme backlot, der kort efter blev til Hill Valley i Back to the Future). Produktionsdesignet var bevidst nostalgisk: neonreklamer, klassiske amerikanske butiksgader og masser af julestads, så de små grønne ballademagere kunne få maksimal kontrast. Filmen taler primært engelsk, men eagle-eared seere vil fange bidder af spansk fra TV-klip og radioindslag – endnu et nik til det multikulturelle USA anno 80’erne.

At lydbilledet blev lige så ikonisk som billedsiden, skyldes komponistlegenden Jerry Goldsmith, der leverer et klezmer-møder-synth-tema, der stadig nynnés i december. Hans cameo som frustreret telefonboksbruger er bare ét af filmens meta-blink til publikum. Læg dertil Charles S. Haas’ elegante klipning og John Hora som fotograf, og man forstår, hvorfor Gremlins fortsat føles stramt fortalt og levende: en 80’er-produktion med håndværket i orden, men med nok galskab til at overskride alle reglementer – inklusive den allerførste: “Aldrig fodre efter midnat.”

Trivia, fakta og hvorfor filmen stadig holder

Selve motoren i Gremlins er de tre Mogwai-regler – ingen stærkt lys, ingen vand og aldrig mad efter midnat. De er lige dele børnerim og dommedagsprofeti, og filmen morer sig konstant med at bøje dem. Da klokken slår 00:01 og popcornmaskinen kører for fuld blus, ved publikum nøjagtigt hvad der venter, men spændingen ligger i, hvordan de små pelsdyr får drejet reglerne til deres fordel. Det er enkelt, elegant og stadig et skoleeksempel på, hvordan man bygger suspense op omkring et sæt letforståelige spilleregler.

Tonen balancerer djævelsk sikkert mellem gys og slapstick. Joe Dante klipper fra julelys og snefnug til knivskarp sort humor, hvor et køkken bliver forvandlet til slagmark, kun for at lade Gizmo drøne af sted i en Barbie-corvette sekunder senere. Filmens DNA er halvt Looney Tunes – ikke tilfældigt får animationslegenden Chuck Jones en lille rolle som Mr. Jones – og halvt gotisk julemareridt, båret af Jerry Goldsmiths klokke-fyldte, men ildevarslende score.

Eagle-eyed seere kan jagte en hel bunke cameos og popkulturelle blink. Kig efter Steven Spielberg rullende forbi i elektrisk kørestol til opfinder-messen, mens Jerry Goldsmith selv står ved telefonboksen. I samme scene dukker sci-fi-ikonet Robby the Robot op, og en tidlig udgave af mobiltelefonen får lov at drille Rand Peltzer. Fang også Jonathan Banks (senere kendt fra Breaking Bad) som den konstant overrumplede betjent Brent.

Lydeffekterne er en disciplin for sig. Stripe får sin ondskabsfulde latter via Frank Welker, mens Howie Mandel lægger charmerende små-pib til Gizmo. Lyt efter, hvordan gremlins bryder den fjerde væg med Michael Winslows vokale lydeksplosioner – de fungerer som usynligt “comic relief” midt i kaosset.

Når du gense filmen, så læg mærke til biografmaratonet, hvor gremlins synger med på “Heigh-Ho” fra Snehvide, de blink-og-du-mister-dem referencer til E.T. (en plakat i Billys værelse) og den dystre julehistorie Kate fortæller – et af 80’ernes mørkeste monologer i en familiefilm. Tæl også hvor mange gange en Peltzer-opfindelse fejler spektakulært; de danner en humoristisk rytme, der forudvarsler gremlins’ egen sabotage.

Tredive-plus år senere holder Gremlins fordi den rammer julens dobbelte natur: hygge og hysteri. De praktiske effekter – animatroniske øjne, små pelsede robotkroppe – giver stadig scenerne en fysisk tyngde moderne CGI sjældent opnår. Kombineret med satiren over forbrugerkultur og den evige frygt for, at noget uskyldigt kan vende sig mod os, gør det filmen til en tilbagevendende sæsonfavorit. Kort sagt: Den er både et varmt tæppe og et koldt gys, præcis det vi søger, når decembermørket falder på.